Pressemeddelelse

 In Nyheder

Se fjorden lidt fra oven

Kræmmermarkedet på Hjarbæk Fjord Camping i bededagsferien er helt nede på jorden. Men der er også mulighed for en tur op i helikopter.

Her på egnen kender de fleste Hjarbæk Fjord, hvor man kan køre ud for at gå sig en tur med smukke udsigter. Måske købe sig en isvaffel eller en kold øl på den hyggelige campingplads.

Mange ser nok også frem til det årlige kræmmermarked på campingpladsen, hvor kræmmere slår lejr for at udbyde deres varer til igennem hele weekenden – og det samme gælder nogle af de mange campister, som er trofaste gæster på markedet hvert år.

Se skønheden fra luften

Men de færreste har nok set Hjarbæk Fjord fra oven, som de har mulighed for at gøre i den kommende weekend. Lørdag den 2. maj lander Hos Gry Helikopter på engen ved campingpladsen, og hele dagen kan gæsterne købe billet til en tur ud over fjorden med udsigt over hele det smukke område.

Der kan sidde tre passagerer ad gangen i helikopteren, og prisen starter ved 350 kroner for 5 minutter i luften.

– Her er så smukt ved Hjarbæk Fjord. Det slår vi på i vores markedsføring af campingpladsen, men vi vil jo gerne vise området frem for alle mennesker, der bor i området – også dem der ikke overnatter hos os, siger lejrchef på Hjarbæk Fjord Camping Lone Gad.

– Derfor håber vi, at denne aktivitet vil få mange rundt om fjorden til at få øje på vores helt specielle sted. Vi står klar til at tage imod dem med is, frankfurtere og fadøl, siger Lone Gad.

I den gode handels tegn

Nede på jorden løber Kræmmermarkedet af stablen både fredag, lørdag og søndag. Kræmmerne ankommer med deres varer og slår lejr torsdag aften, og resten af weekenden står i den gode handels tegn.

– Der kommer ca. 25 kræmmere, som er specialiseret i alle mulige varer. I år kommer der også én, som har campingudstyr med. Og så ved man jo aldrig, hvad vores egne campister disker op med, siger Lone Gad.

Hør stilheden i mørket

Hjarbæk Fjord Camping drives af Lone Gad og Morten Nørbo og er en campingplads med både en stor gruppe fastliggere samt en masse aktive campister i de varme måneder. Pladsens idylliske placering giver mulighed for at geare ned og slappe af, men mange gæster er også utroligt aktive i dagtimerne med deres løb, cykel og andre fysiske udfoldelser – før de tillader sig at nyde feriens fred og ro.

– Her er absolut ingen biltrafik, så du kan nærmest høre stilheden, når det er mørkt. Flere campister fortæller, at de aldrig har sovet så godt, som de gør herude, fortæller lejrchef Lone Gad.

For mere information, kontakt Lone Gad – 2213 1500

Pressemeddelelse juli 2013

Blandt ”fastliggere” på Hjarbæk Fjord Camping er der mange forskellige begrundelser for at bruge den kostbare fritid på netop Hjarbæk Fjord Camping.

Campister krydser hinandens spor og skaber nye relationer. Her er tale om tre familier, som har mødt hinanden på tidligere campingpladser og besluttet at campere ”sammen”. De er nu 1.års fastliggere på Hjarbæk Fjord camping.

Familierne har indrettet sig med en fælles plads mellem de tre campingvogne. Her er blandt andet det fælles havebord placeret.

Vi fangede 2 af familierne til en hurtig snak om, hvordan det er at være campist på Hjarbæk Fjord Camping. Ved fælles havebordet kom snakken hurtigt til at handle om indfriede forventninger.

De 4 campister Sussie Holmgaard, Klaus Thommassen og Torben og Hanne Nørtoft fortalte…..

Sidste efterår ledte vi efter en ny plads og faldt over denne skønne campingplads med gode børnevenlige faciliteter. Den campingplads vi kom fra havde vi ikke været tilfreds med. Det handlede om service, og den måde pladsens ejer drev den på. Så vi ledte efter en plads med gode faciliteter og et ejerskab, der vil os og det at drive campingplads. Vi har camperet i 3 år og har prøvet forskellige pladser, så vi var ret kræsne i udvælgelsen af en plads til 2013 sæsonen.

Da vi mødte Hjarbæk Fjord campings ejere i efteråret 2012, fik vi en dejlig behandling, og vi har siden haft et godt samarbejde med dem. Vi har gode, store pladser og vi har fået lov til at sætte vogne forskudt, så der er mere friplads. Vi har også fået en god ordning med vores biler med campingpladsens ejere. Den tomme plads for enden af rækken er taget i brug som P Plads. Vi flytter bare bilerne, hvis der bliver brug for pladsen.

Vi føler os velkomne og pladsens faciliteter er velholdte og rengjort dagligt.

Vi er faktisk blevet så glade for pladsen, at vi alle sammen har bestilt til 2016 her på ”vores campingplads”